Dagene her er for længst blevet rutine. Værelserne er blevet små hjem og venskaberne blomstre. Det er svært at tro, at man kun har kendt alle disse fantastiske mennesker i lidt over to uger. Allerede nu er der mindst en milliard interne jokes og personligt føler jeg mig allerede lige så tæt på de fleste som jeg følte mig med min gamle klasse (og det siger altså ikke så lidt. Et sådant fællesskab er sjældent!)
De fleste har allerede fundet den gruppe af mennesker de har det bedst sammen med, men det betyder ikke, at alle ikke snakker med alle. Der bliver ikke set skævt til en, her er ingen fordomme og alle er åbne overfor hinanden.
I dag har vi haft besøg af Franz Beckerlee (guitaristen fra Gasolin'). Da jeg har musik som valgfag har jeg bare skulle sidde og spille Gasolin' sange hele dagen (det har været som én stor, fantastisk, musikfyldt fritime) mens de andre har lavet nogle underlige ting. Til sidst skulle musikholdet dog spille koncert. Jeg er ikke så meget for det med scener... Men underligt nok var jeg ikke rigtig nervøs da jeg sad dér med min guitar i hånden og de andre fra holdet ved min side. Det må have haft noget at gøre med hvor tryg jeg føler mig her. Man kan gå rundt med morgenhår og træningstøj og stadig blive accepteret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar