Det her indlæg burde have været om Berlin-turen, men nu kom der altså lige noget andet op, som jeg bliver nødt til at skrive om. Berlin må vente til næste indlæg (:
Der har været nogle problemer på min skole, som jeg ikke vil gå for meget ind i. Vi troede alle at det ville resultere i en bortvisning, men han fik en chance til. Dog valgte han at stoppe.
Vi fik ikke engang mulighed for at sige farvel til ham, for han tog afsted mens vi fik det at vide.
Han var i mit k-hold, så han har været som en bror for mig. En irriterende, vandsjaskende, kællingkaldende, kildende pestilens af en bror, men han var vores bror. Jeg tror jeg snakker på vegne af hele k-holdet, når jeg siger, at vi holdt mere af ham, end han ved.
Det påvirkede alle, at han tog afsted. Selvom jeg selv havde travlt med at tude, så jeg at de andre også var kede af det. Det er vel også uundgåeligt, når man kommer så tæt på hinanden som man gør. Til gengæld er man der også til at trøste hinanden.
Frokost fredag ved vores k-holds bord var kaos. Der blev smadret et glas og sjasket med vand, men udover det var der meget stille. Der manglede ligesom lidt en larmende bror.
Oliver, du har været intet andet end en pain in the ass. Men du har fandeme også haft dine gyldne øjeblikke! Jeg holder rigtig meget af dig, og kommer til at mangle dig i min hverdag. Du vil sikkert hade, at jeg har skrevet det her indlæg, men jeg bliver nødt til at komme ud med det på en eller anden måde. Du har haft stor betydning for mig og alle de andre på skolen, og det vil ikke være det samme uden dig. Jeg håber det vil gå dig godt fremover og at du får løst det du nu ligger og roder med. Jeg håber ikke det var sidse gang jeg så dig, jeg forventer at se dig på skolen en gang eller to eller til en elevfest eller noget, for uanset om du vil det eller ej, er du stadig en del af skolen! :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar