Minder

Forlænget hjemmeweekend. Dejligt! Eller... nå nej. Det er da meget rart at få slappet lidt af og set folk igen, men der mangler noget. Jeg mangler at have de 116 mest fantastiske mennesker i verden omkring mig. 24/7.

Jeg gik forbi min gamle skole i dag. Uanset, hvor jeg kiggede hen, vakte stedet fantastiske minder. Jeg gik hen til mit gamle klasselokale, og kiggede ind af vinduet. De samme borde - de gode borde. Den samme reol, knagerne, tavlen.

Jeg satte mig på den halvrådne bænk på den tilhørende terrasse. Jeg huskede den dag tilbage i maj - den første rigtige soldag - hvor vi alle sammen lå og nød de varme solstråler. Jeg huskede, hvordan vi snakkede om, hvor kort tid der var tilbage, og hvor forfærdeligt det ville blive at skulle undvære hinanden det kommende år.

Vi havde ret. Det er da skideforfærdeligt, når folk ikke forstår, hvad man mener, når man siger "guldgraver med begge skovle". Det er skideforfærdeligt, når folk ikke ved, at en rigtig highfive bliver afsluttet med en kno og et nik. Men mest af alt er det da skideforfærdeligt ikke at kunne tage en "Greaser" - pigernes "kampråb"- en gang i mellem. Det bliver sikkert endnu værre når dette skoleår er omme.

I går var der samling inden vi kunne gå på weekend. Den ene af de to forstandere nævnte, at nu var snart en fjerdedel af året gået. En fjerdedel! Hvordan kan tiden gå så hurtigt? Hvorfor er skoleåret så kort? Jeg kan slet ikke forestille mig at have en normal hverdag igen. Ikke at bo på mit værelse mere, ikke at have min fantastiske roomie ved mig hver dag og ikke at have de der skønne mennesker fra skolen omkring mig hele tiden. Heldigvis er der stadig 8 måneder tilbage. Og hvilke fantastiske måneder det vil blive!